Artikel 9 – Omfanget af interne politikker, procedurer og kontroller

1.   Forpligtede enheder skal have interne politikker, procedurer og kontroller for at sikre overensstemmelse med denne forordning, forordning (EU) 2023/1113 og eventuelle administrative retsakter udstedt af et tilsynsorgan, og navnlig for:

a)

på effektiv vis at afbøde og styre de risici for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som identificeres på EU-plan, i medlemsstaten og i den forpligtede enhed

b)

foruden forpligtelsen til at anvende målrettede finansielle sanktioner at afbøde og styre risici for manglende gennemførelse og omgåelse af målrettede finansielle sanktioner.

De i først afsnit omhandlede politikker, procedurer og kontroller skal stå i rimeligt forhold til virksomhedens art, herunder dens risici og kompleksitet, og den forpligtede enheds størrelse og skal omfatte alle den forpligtede enheds aktiviteter, som hører ind under denne forordnings anvendelsesområde.

2.   De politikker, procedurer og kontroller, der er omhandlet i stk. 1, omfatter:

a)

interne politikker og procedurer, herunder navnlig:

i)

foretagelse og ajourføring af risikovurderingen på virksomhedsplan

ii)

den forpligtede enheds ramme for risikostyring

iii)

kundekendskabsprocedurer med henblik på gennemførelse af denne forordnings kapitel III, herunder procedurer til at fastslå, hvorvidt kunden, den reelle ejer eller den person, på hvis vegne eller til hvis fordel der foretages en transaktion eller gennemføres en aktivitet, er en politisk eksponeret person eller et familiemedlem eller er nært knyttet til en politisk eksponeret person

iv)

indberetning af mistænkelige transaktioner

v)

outsourcing og anvendelse af kundekendskabsprocedurer gennemført af andre forpligtede enheder

vi)

opbevaring af fortegnelser og politikker i forbindelse med behandling af personoplysninger i henhold til artikel 76 og 77

vii)

overvågning og styring af overholdelsen af sådanne interne politikker og procedurer i overensstemmelse med dette stykkes litra b), identifikation og forvaltning af mangler og gennemførelse af afhjælpende tiltag

viii)

i forbindelse med ansættelse af personale og overdragelse af visse opgaver og funktioner til disse og i forbindelse med udnævnelse af enhedens agenter og distributører, kontrol, som står i rimeligt forhold de risici, der er forbundet med de opgaver og funktioner, som skal varetages, af, at disse personer har et godt omdømme

ix)

intern formidling af den forpligtede enheds interne politikker, procedurer og kontroller, herunder til dens agenter, distributører og tjenesteudbydere, som medvirker til gennemførelsen af dens politikker for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme

x)

en politik for uddannelse af ansatte og, når det er relevant, agenter og distributører med hensyn til de foranstaltninger, som den forpligtede enhed har indført, for at overholde kravene i denne forordning, forordning (EU) 2023/1113 og eventuelle administrative retsakter udstedt af et tilsynsorgan

b)

interne kontroller og en uafhængig revisionsfunktion, der skal teste de interne politikker og procedurer, der er omhandlet i dette stykkes litra a), og de kontroller, som er indført i den forpligtede enhed; hvis der ikke findes en uafhængig revisionsfunktion, kan forpligtede enheder lade denne test udføre af en ekstern ekspert.

De interne politikker, procedurer og kontroller, der er omhandlet i første afsnit, skal foreligge skriftligt. Interne politikker skal godkendes af ledelsesorganet i dets ledelsesfunktion. Interne procedurer og kontroller skal som minimum godkendes på den complianceansvarliges niveau.

3.   De forpligtede enheder skal ajourføre de interne politikker, procedurer og kontroller og skærpe dem, hvis der identificeres svagheder.

4.   Senest den 10. juli 2026 udsteder AMLA retningslinjer om de elementer, som forpligtede enheder på grundlag af virksomhedens art, herunder dens risici og kompleksitet, og dens størrelse bør tage hensyn til, når de træffer beslutninger vedrørende omfanget af deres interne politikker, procedurer og kontroller, navnlig med hensyn til personale, der afsættes til compliancefunktionerne. Disse retningslinjer skal også identificere situationer, hvor følgende gør sig gældende som følge af den forpligtede enheds art og størrelse:

i)

der skal tilrettelægges interne kontroller på kommercielt plan, i compliancefunktionens og revisionsfunktionens niveau

ii)

den uafhængige revisionsfunktion kan udføres af en ekstern ekspert.

Scroll to Top