Artikel 80 – Tærskler for store kontantbetalinger til gengæld for varer eller tjenesteydelser

1.   Personer, der handler med varer eller leverer tjenesteydelser, må kun acceptere eller foretage en betaling i kontanter på højst 10 000 EUR eller et tilsvarende beløb i national eller udenlandsk valuta, uanset om transaktionen gennemføres på én gang eller som flere transaktioner, der ser ud til at være indbyrdes forbundet.

2.   Medlemsstaterne kan vedtage lavere tærskler efter høring af Den Europæiske Centralbank i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i Rådets beslutning 98/415/EF Rådets beslut 98/415/EG (EGT L 189) . Sådanne lavere tærskler skal meddeles Kommissionen inden for tre måneder fra indførelsen af foranstaltningen på nationalt plan.

3.   Når der allerede findes tærskler på nationalt plan, som er lavere end den i stk. 1 fastsatte tærskel, finder disse fortsat anvendelse. Medlemsstaterne meddeler disse tærskler Kommissionen senest den 10. oktober 2024.

4.   Den i stk. 1 fastsatte tærskel finder ikke anvendelse på:

a)

betalinger mellem fysiske personer, som ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed

b)

betalinger eller indskud, der foretages i lokaler tilhørende kreditinstitutter, udstedere af elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 3), i direktiv 2009/110/EF og betalingstjenesteudbydere som defineret i artikel 4, nr. 11), i direktiv (EU) 2015/2366.

Betalinger eller indskud omhandlet i første afsnits litra b), der overstiger tærsklen, indberettes til FIU’en inden for fristerne pålagt af FIU’en.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at der træffes egnede foranstaltninger, herunder pålæggelse af sanktioner, over for fysiske eller juridiske personer, der handler i erhvervsøjemed, og som mistænkes for en overtrædelse af den i stk. 1 fastsatte tærskel eller af en lavere tærskel, som er vedtaget af medlemsstaterne.

6.   Sanktionernes overordnede niveau beregnes i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i national ret på en sådan måde, at de genererer resultater, som står i rimeligt forhold til overtrædelsens grovhed, og dermed effektivt afskrækker fra yderligere overtrædelser af samme art.

7.   Hvis betalingsmidler i form af midler som defineret i artikel 4, nr. 25), i direktiv (EU) 2015/2366, der ikke udgøres af sedler og mønter, på grund af force majeure bliver utilgængelige på nationalt plan, kan medlemsstaterne midlertidigt suspendere anvendelsen af nærværende artikels stk. 1 eller i givet fald af denne artikels stk. 2, og underretter straks Kommissionen om situationen. Medlemsstaterne skal også underrette Kommissionen om den forventede varighed af den manglende tilgængelighed af betalingsmidler i form af midler som defineret i artikel 4, nr. 25), i direktiv (EU) 2015/2366, der ikke udgøres af sedler og mønter, og om de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet for at gøre dem tilgængelige igen.

Hvis Kommissionen på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaten har meddelt, finder, at suspensionen af anvendelsen af stk. 1 eller i givet fald stk. 2 ikke er begrundet i et tilfælde af force majeure, vedtager den en afgørelse rettet til den pågældende medlemsstat med anmodning om øjeblikkelig ophævelse af sådan suspension.

Scroll to Top