1. Med henblik på at gennemføre kundekendskabsprocedurer anvender forpligtede enheder alle følgende foranstaltninger:
a) | identifikation af kunden og kontrol af kundens identitet |
b) | identifikation af de reelle ejere og gennemførelse af rimelige foranstaltninger til at kontrollere deres identitet, således at den forpligtede enhed er overbevist om, at den ved, hvem den reelle ejer er, og forstår kundens ejerskabsforhold og kontrolstruktur |
c) | vurdering og eventuelt indhentning af oplysninger om og forståelse af forretningsforbindelsens eller de lejlighedsvise transaktioners formål og tilsigtede beskaffenhed |
d) | kontrol af, hvorvidt kunden eller de reelle ejere er omfattet af målrettede finansielle sanktioner, og, i forbindelse med en kunde eller part i et juridisk arrangement, som er en juridisk enhed, hvorvidt fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af målrettede finansielle sanktioner, kontrollerer den juridiske enhed eller har mere end 50 % af ejendomsretten til denne juridiske enhed eller har en majoritetsinteresse i den, enten individuelt eller kollektivt |
e) | vurdering og, i det omfang det er relevant, indhentning af oplysninger om arten af kundernes forretning, herunder, for så vidt angår virksomheder, hvorvidt de udøver aktiviteter, eller om deres beskæftigelse eller erhverv |
f) | vedvarende overvågning af forretningsforbindelsen, herunder undersøgelse af transaktioner, der gennemføres som led i forretningsforbindelsen, for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med den forpligtede enheds kendskab til kunden og forretnings- og risikoprofilen, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse |
g) | konstatering af, om kunden, kundens reelle ejer og, hvor det er relevant, de personer, på hvis vegne eller til hvis fordel en transaktion eller aktivitet gennemføres, er en politisk eksponeret person, et familiemedlem eller en person, der er kendt som en nær samarbejdspartner |
h) | hvis en transaktion eller en aktivitet gennemføres på vegne af eller til fordel for en anden fysisk person end kunden, identificere og kontrollere denne eller disse fysiske personers identitet |
i) | kontrollere at enhver person, der foregiver at handle på kundens vegne, er bemyndiget hertil, og identificere denne person og kontrollere den pågældendes identitet. |
2. Forpligtede enheder bestemmer omfanget af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger på grundlag af en individuel analyse af risiciene for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, idet de tager hensyn til kundens og forretningsforbindelsens eller den lejlighedsvise transaktions specifikke karakteristika og til den forpligtede enheds risikovurdering på virksomhedsplan, jf. artikel 10, og de variabler vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som er fastsat i bilag I, samt de risikofaktorer, der er fastsat i bilag II og III.
Når forpligtede enheder identificerer en forøget risiko for hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, anvender de skærpede kundekendskabsprocedurer i henhold til dette kapitels afdeling 4. Når der identificeres situationer med lavere risiko, kan forpligtede enheder anvende lempede kundekendskabsprocedurer i henhold til dette kapitels afdeling 3.
3. Senest den 10. juli 2026 udsteder AMLA retningslinjer vedrørende de risikovariabler og risikofaktorer, som forpligtede enheder skal tage hensyn til, når de etablerer en forretningsforbindelse eller gennemfører lejlighedsvise transaktioner.
4. Forpligtede enheder skal til enhver tid kunne godtgøre over for deres tilsynsorganer, at de foranstaltninger, der er truffet, er hensigtsmæssige i betragtning af de risici for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er konstateret.